onsdag den 14. april 2021

Dyreparken asfalteres

 Kære Pernille Vermund og Nye Borgerlige. 

Jeg har ellers tænkt en del på at næste kryds skal sættes ved D, MEN med jeres tilslutning til en Limfjordsforbindelse, der går vest om Aalborg og over øen Egholm, så er det desværre udelukket. 

Forestil jer, at der bliver tvunget en firesporet motorvej ind tværs igennem Dyrehaven ved København, så har i det lige nøjagtigt som flertallet af nordjyder føler. Prøv lige virkeligt at tænke over hvordan i vil have det med sådan en disposition. 

Og prøv så lige at undersøge alle argumenterne fra modstanderne af en vestlig Limfjordsforbindelse, frem for kun at lytte til de såkaldte eksperter. 

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen har tilbudt at betale 30mio kr årligt i tyve år for at få Folketinget med på hans forslag og dermed få Staten til at betale for interne trafikproblemer i Aalborg. For få år siden var han for øvrigt den varmest fortaler for en østlig forbindelse, og talte vidt og bredt om alle de dårlige aspekter ved en vestforbindelse. 

Hvis vi virkelig mener noget med en grøn profil her i landet, så er det ikke vejen fremad, at placere en motorvej lige klos op af et Natura 2000 område med flere totalfredede dyrearter. Alt sammen for at spare nogle ganske få minutters kørsel i landet med det største antal kilometer motorveje pr indbygger. 

Lyt nu engang til de borgere der har brug for nær natur, frem for at lytte tid dem der har råd til og alligevel tager på ferie på den anden side af jorden. Tak - hvis i ellers læser det.