Hermed min uopfordrede ansøgning om at blive taget i betragtning
næste gang Aalborg Kommune skal indgå kontrakt med en uafhængig
rådgiver/konsulent i forbindelse med store projekter og handler.
Jeg har stor erfaring i fejltagelser, fejlbedømmelser, bortforklaringer,
skødesløs omgang med penge. Desværre har det hidtil kun været egne finanser der
er ødet bort på letsindige engagementer.
Jeg vil imidlertid tage det som en enorm udfordring at sætte
kommunens, og dermed skatteborgernes penge over styr. Og jeg kan love, at jeg
vil gøre mit yderste for at min rådgivning bliver så fejlbehæftet som
overhovedet muligt, således at kommunen taber eller spilder et anseeligt antal
millioner pr opgave. Det er også et stort incitament, at der ikke er noget
ansvar forbundet med opgaverne, hvilket gør at jeg vil være meget mere fri i
min rådgivning.
Jeg har tilladt mig at undersøge kommunens hidtidige praksis
vedrørende store engagementer og har derved erfaret, at der gennem en lang
årrække har været adskillige tabsgivende projekter. Jeg har ikke grund til at
antage at denne praksis vil aftage over de kommende år. Derfor tror jeg, at vi
kan få et langt og frugtbart tabsgivende samarbejde.
Vedrørende mit honorar, er det ikke afgørende. Det bliver
kun nogle få millioner pr opgave, og jeg kan garantere at jeg kan matche enhver
anden rådgivers pris.
Jeg håber at høre fra Dem snarest. Jeg har ryddet min
kalender og er klar til en personlig samtale når det måtte passe Dem, så vi kan
aftale det første projekt.
Med venlig hilsen
Flemming Pedersen
Deres kommende samarbejdspartner.